Maling af gulv er en ret enkel måde at give gammelt, slidt gulv en tiltrængt opgradering. Men kan man male al slags gulv, og hvordan skal det forberedes?
Der kan være mange spørgsmål i forbindelse med maling af gulv. I denne guide giver vi dig en introduktion til emnet, og hvordan du sikrer, at du får et godt resultat.
Fordele og ulemper ved at male gulv
Som ved de fleste projekter til forbedring af hjemmet er der også ved maling af gulv en række fordele og ulemper.
Til fordelene tæller naturligvis, at du kan spare en del omkostninger ved at opgradere det eksisterende gulv, frem for at du skal ud i at lægge helt nyt gulv. At male gulv kan være ret lige til, og det er derfor nemt at give et friskt pust til de forskellige rum. Desuden kan du få rum til at føles større og lysere ved at male gulvet i en lys farve, eller du kan skabe en dæmpet stemning med et mørkt gulv. Dette er ideelt til eksempelvis et soveværelse, hvor det er en god idé at forsøge at skabe ro.
Når du overvejer maling af gulv, skal du huske på, at det er en proces, der tager lang tid. Selve malingen er ikke specielt tidskrævende, men fordi gulvet skal være slidstærkt, så kræver det en type maling, der tager lang tid om at hærde. Der er typisk tale om en uge, før gulvet er helt klart.
Typer af gulv og hvordan de klargøres
Det er faktisk ikke kun trægulv, der kan males – også betongulv, fliser og cement kan med den rigtige forberedelse nyde godt af maling. Bemærk dog, at beton og cement skal være et par måneder gammelt, så det er helt tørt, ellers kan farven begynde at skalle og boble.
Uanset om gulvet, der skal males, er træ, beton, fliser eller cement, så skal det som det første rengøres grundigt. Brug grundrens og sørg for, at alle pletter og urenheder fjernes. Er der ridser og revner i gulvet, er det nu, de skal udfyldes, så du får en ensartet overflade.
Som det næste skal gulvet slibes let. Brug fint sandpapir, 140 til 200 korn, til at slibe træ eller fliser overfladisk. På beton skal du bruge en betonsliber, hvis der er større ujævnheder. Sørg derefter for at støvsuge grundigt, så der ikke er støv, der kan sætte sig fast i malingen.